Log på Registrer

Log ind til din konto

Brugernavn *
Adgangskode *
Husk mig

Opret en konto

Felter markeret med (*) skal udfyldes.
Navn *
Brugernavn *
Adgangskode *
Bekræft adgangskode *
E-mail *
Bekærft e-mail *
Captcha *

Licensløb i Vestjylland

Kapitel 1: En forårsdag på heden

"Hvad sker der?" udbryder Anders, mens han kigger frustreret ned på sin lånte cykelcomputer: "Den fanger alle andres puls end min". Arrigt afmonterer han cykelcomputeren, smider sin cykel og forlader den flade og lige grusvej et sted i Klosterheden, hvor Herre-C gruppen på ca. 30 spændte MTB-ryttere gør klar til starten på Lemvig XCO. Jeg mærker også spændingen stige, men er samtidigt irriteret over, at vi står for langt tilbage i den stadigt voksende gruppe af MTB-ryttere.

 "15 sekunder" råber en official, der straks besvares af et kor af cykelcomputer bib-lyde. Starten går, Anders, der i mellemtiden har opgivet at få vist sin puls, klikker ikke ordentligt i sine pedaler, jeg blokeres og vi fanges derfor begge nede i den sidste halvdel af støvskyen, der bevæger sig hastigt op ad start-loopet. "Skod start!", når jeg at tænke, da vi rammer det første korte stykke med single track efter omkring 500 m. Anders forsvandt i skoven ca. 10 placeringer foran mig, og han er pist væk, da jeg rammer grusvejen igen et par hundrede meter senere. Tre kilometer snævert single track og 50 højdemeter senere rammer jeg igen en lang, lige grusvej, men har kun formået at tage tre placeringer. Anders er stadig ikke i syne.

"Der er han!" På et åbent sted på den sidste halvdel af første omgang, får jeg endelig øje på Anders et par hundrede meter længere fremme. Sveden pibler frem i den bagende forårssol, den Twix, Maj lokkede i mig en time inden løbet, sidder helt oppe i halsen på mig og benene brænder, men han skal hentes.

"Du er nummer 16", råber Sanne opmuntrende i feed-zonen, mens jeg springer modvilligt af cyklen i slutningen af første omgang. Mandeinfluenzaen har nemlig ramt mit ene knæ, og jeg stiller mig derfor hen til Mette, der også har lidt ondt af sig selv efter et styrt få minutter inde i sit løb i Dame B. Et for hurtigt sving kostede hende et drejet styr, ridser i selvtilliden og en forslået hånd, som hun nu køler ned med lidt is.

"Det så vildt ud", griner Martin, da Anders knap en time senere racer ned ad dagens mest udfordrende nedkørsel på forhjulet. Anders, der i det meste af løbet har været ene om at forsvare CNs farver i tredje startgruppe, har givet den fuld gas på sidste omgang. Sidste uges sjetteplads i Varde skal forbedres, og Anders var netop nr. 6, da han passerede målstregen sidst. Gennem hele løbet har han kørt meget stabile omgangstider og spist sine konkurrenter stille og roligt. Heldigvis er sidste omgang ingen undtagelse, for Anders krydser lidt senere målstregen som nr. 5.

anders lemvig

Kl. 14.00 rejser endnu en støvsky sig langt nede ad en grusvej. Herre A feltet på 16 mand er sat i gang, og Martin er med. Han rammer sporet kort efter og racer ud på den første ud af fem omgange. Et minut senere kommer Mathias susende forbi i sin licens-debut i U19-klassen. Sin unge alder til trods har han kørt rigtigt stærkt til træningerne, og nu skal formen og evnerne afprøves mod fem andre unge talenter. Søren kommer susende forbi kort efter sammen med 16 andre H40 ryttere. Dagens sidste støvsky er ikke så stor, for kun tre andre kvinder er stillet til start sammen med Sanne og Maj i Dame A.

"Hold op, de kører stærkt", udbryder min mor, da rytterne første gang passerer dagens mest udfordrende nedkørsel. Både Martin og Søren ligger lige uden for top ti, Mathias er 4er, og Maj sidder klistret til baghjulet af Helle Haugaard Jessen fra MBK Silkeborg, der har kørt fra både Maj og Sanne i årets to første licensløb. Netop Sanne kommer få sekunder efter listende ned af nedkørslen, inden hun gasser op for at hente de to foran.

"Er du okay?", spørger Maj ængsteligt Helle, der ligger i et buskads i bunden Knoglebakken på næstsidste omgang. Publikum iler til og Maj sætter roligt i gang igen. Få, men lange sekunder senere rejser Helle sig heldigvis op igen og sætter sig på cyklen til klapsalver fra publikum.

"Kom så, Maj! Kun én omgang tilbage", råber jeg, mens jeg dukker mig for en flyvende gel. Kort efter kommer Helle susende forbi. Sanne er lidt længere tilbage. Mathias sidder solidt på sin 4. plads, da han kører ud på sidste omgang. Martin kæmper i varmen, mens Søren har avanceret et par pladser. Med kun 1,5 kilometer til mål dukker Maj op igen. Alene! Glæden afløses dog hurtigt at nervøsitet, for kun 15 sekunder senere kommer Helle ræsende forbi mig. Heldigvis holder Maj helt til mål og tager sin første førsteplads i Dame A. Sanne kommer i mål nogle minutter efter på en flot tredjeplads. Mathias holder den fornemme 4. plads i debuten, mens Søren bliver 11er og Martin bliver 14er.

sanne maj

Resultater:
Herre C:
Anders Riis Jensen: 5
Jesper Kjær Nielsen: DNF

Dame B:
Mette Hjortlund: DNF

Herre A:
Martin Weiss Hansen: 14

U19:
Mathias Knudsen: 4

H40:
Søren Hjortlund: 11

Dame A:
Maj Thomsen: 1
Sanne Svendsen: 3

Mere:

http://www.sportstiming.dk/ViewEvent.aspx?Id=1116&theme=dcu

http://www.youtube.com/watch?v=9c76ygqofW8

Kapitel 2: Masser af podiepladser i Holstebronx

"Det der. Det er mountainbike!", udbryder Martin begejstret flere gange under testkørslen af ruten til Holstebro XCO. At betegne den som årets foreløbigt mest udfordrende og hårde rute er nok ikke en overdrivelse, for søndagens MTB-menu byder på masser af stejle stigninger, udfordrende rødder og skarpe sving. Hele 10 CN-ryttere havde taget turen til Vestjylland for at pleje konkurrencegenet og have det sjovt i det fantastiske vejr. I første omgang var det Lasse og Anders i Herre C, samt Mette i Dame B.

"Han ligger nummer 1", udbryder jeg begejstret, da Anders halvvejs inde på første omgang kommer susende alene i front for Herre C. Kort efter kommer dog en lang hale af ryttere, der sultent kigger frem på Anders' førsteplads. Lasse, der var en af de første ud af startboksen, ligger lidt længere tilbage. Lidt senere kommer Mette også alene til syne som nummer 1 i Dame B. Trods en indbundet og øm hånd, har hun allerede skabt sig et godt hul ned til sine to konkurrenter. En omgang senere er hullet vokset betydeligt, og Mette kører få minutter senere i mål som en sikker vinder.

"Bliv ved, Anders", råber jeg, da Anders for tredje og sidste gang passerer mig i nærheden af feed zonen som nummer tre kun 10 sekunder foran nummer fire. Få minutter senere står jeg så ved målstregen på toppen af en bakke og ser først nr. 1 komme i mål . Kort efter kommer nr. 2. Sekunderne tikker. Pludseligt kommer Anders sprintende op ad bakken mod mål og sikrer sig en flot tredjeplads hele seks sekunder foran nr. 4. Lidt senere kommer Lasse i mål på en 17. plads ud af 24 startende.

"Jeg taber tid, gør jeg ikke?", spørger Jonas nervøst et par timere senere. Efter en afventende start er han begyndt at bevæge sig op gennem Herre B feltet, hvor Nicolai Rosenkilde og Per Gade også stiller til start. Midt i løbet punkterer Per og udgår, mens Nicolai kæmper. "Jeg er helt færdig", tilstår han på sidste omgang, mens han lider for at fastholde sin 9. plads ud af de 14 startende. Det lykkedes. Jonas kører en fornem sjetteplads hjem.

Søren ser også noget lidende ud, da han passerer os på sidste omgang. Han ligger dog et par pladser højere i H40-klassen end i går og kæmper sig flot i mål på den hårde rute på en 9. plads.

mette

"Hvor er Sanne og Maj?", spørger Anders mig undrende og fortsætter: "Det er fem minutter siden, at Helle kom forbi feed zonen for fjerde gang." Forvirringen er total. Sportstiming.dk siger fire omgange til Dame A, men Maj råbte tre omgange, sidst jeg så hende på tredje omgang. Der lå hun som sædvanligt og hyggede sig lige i baghjulet af Helle Haugaard Jessen fra MBK Silkeborg. Efter to gode omgange måtte en godt kæmpende Sanne desværre slippe de to af syne og kunne derfor køre endnu en sikker tredjeplads hjem. Men hvad med førstepladsen?

"Jeg hader at være sidst", udbryder Martin lidende, da han efter syv kvarter på sin stenhårde saddel for femte og sidste gang passerer Anders og mig. Han har dog overskud til et skævt smil, da vi minder ham om, at "Det der. Det er mountainbike!". I virkeligheden var Martin kun den sidste af de seje ryttere, der gennemførte alle fem omgange, hvilket gav ham en 14. plads ud af 18 startende.

"Jeg vandt", smiler Maj, da vi kommer tilbage til målområdet. Hun var kørt fra Helle til sidst og kommet alene i mål, men desværre var dommerne ikke opmærksomme på, at antallet af omgange var sat ned fra fire til tre, og i forvirringen var Helle endt med at køre ud på fjerde omgang. Det var en lidt ærgerlig måde at slutte et ellers spændende løb på.

sren

Resultater:
Herre C:
Anders Riis Jensen: 3
Lasse Buhl: 17

Dame B:
Mette Hjortlund: 1

Herre A:
Martin Weiss Hansen: 14

Herre B:
Jonas Morsbøl: 6
Nicolai Rosenkilde: 9
Per Gade: DNF

H40:
Søren Hjortlund: 9

Dame A:
Maj Thomsen: 1
Sanne Svendsen: 3

Mere:

http://www.sportstiming.dk/ViewEvent.aspx?Id=1117&theme=dcu